#4 Traumer i forbindelse med at få et hjertebarn

Kvinde, 46 år. Hun skriver til mig:

” Jeg vil undersøge muligheden for at arbejde med de “ar” jeg har som følge af min søns akutte hjertesygdom, især hans fødsel og operationer fra hans første leveår. Han er 5 nu og har det godt, dog ikke færdig behandlet. I perioder kan jeg opleve tilbagevendende symptomer hos mig selv.
Jeg har i længere tid opgivet at søge kvalificeret hjælp da et par tidlige forsøg hos psykologer fra hospitalet og patientforening har været frustrerende og nyttesløst.”

 

Der var adskillige og mangeartede traumatiske hændelser knyttet til dette, og dette forløb var derfor af en vis længde, da der var mange ting, der skulle stressaflades. Her beretter jeg om én af dem.

Hendes søn blev hjerteopereret første gang, da han var tre måneder gammel. Det gik ikke som ønsket, og han bliver opereret igen en måned efter. Hun ved, at han på et tidspunkt skal opereres igen, men ikke hvornår. Denne uvished belaster hende meget, hun lider under det at skulle vente og ikke vide, hvornår det skal være – vel vidende at der kan gå mange år, før næste operation bliver aktuel.

Derfor vælger vi at forsøge at lave stressafladning på denne tematik, og vi tuner ind på den gamle stress og de (groteske) oplevelser hun havde i de dage efter første operation, hvor læger og sygeplejerske overvejede og vurderede, om hendes søn skulle genopereres.

 

Vi aflader den gamle stress (og nu uaktuelle stress, for hendes søn trives, han har det godt og hans hjerte fungerer) knyttet til denne tid. Vi hjælper hendes kropslige hukommelse og det stressede nervesystem fra den gang til at forstå, at belastningen er slut. Hendes søn klarer det, og han har det godt.

 

I forlængelse af denne behandling beretter klienten, at det er langt mere tåleligt at tænke på, at hendes søn skal opereres igen – på et tidspunkt. At hun langt lettere kunne gå til et års kontrollen med sønnen, hvor hun ellers tidligere ikke har kunne nærme sig hospitalet uden at få kropslige reaktioner og flashbacks. Hun har kunnet holde sin søns seks års fødselsdag uden af blive overvældet af alle de gamle traumatiske minder. Som hun siger: ”kroppen vil gerne reagere negativt (min kommentar: det siger hun kun fordi, det er det, hun er blevet vant til, at den gør), men det sker ikke…”