#1 Angst

Kvinde på 27 år, som bl.a. henvender sig med kropslige angst symptomer, som hun selv forbinder med, at hun 10 måneder tidligere havde et angstanfald i et tog i Vietnam. Hun bliver alt for let forskrækket, og det tager 15-20 minutter før kroppen falder til ro igen. Hun føler sig alvorligt belastet og generet af kroppens overreaktioner.

Under interviewet i den første samtale får jeg afdækket, at hun havde sit første angstanfald under Roskilde Festival knap fire år tidligere. Her står hun foran Orange scene, hvor hun bliver alvorligt presset af menneskemængden, at hun oplever at hun ikke kan trække vejret, og det var næsten umuligt at komme derfra.

Ifølge min vurdering var hændelsen på Roskilde Festival en reel trussel for kroppen, og jeg var af den klare overbevisning, at hændelsen i Vietnam var forårsaget af, at hendes krop ikke havde sluppet stressen ved den voldsomme hændelse på Roskilde Festival.

Derfor behandlede vi (stress afladede) hændelsen på Roskilde Festival. Under behandlingen sker der store kropslige reaktioner: Armene (som ikke kunne gøre det, de gerne ville pga. menneskemængden) fik liv og kraft, vejrtrækningen ændrede sig markant og blev meget dybere. Vi gik i dialog med den del af hendes krop og nervesystem, som stadig sad i den livstruende situation (erindring), og informerede den om, at hun klarede den, og at hun ikke fik nogen skader eller mén af oplevelsen. Da hun skulle på en meget lang togtur i sin sommerferie, hvor der med garanti ville være mange mennesker om bord, lavede vi som det sidste et sikkert fremtidsscenarie, hvor hun skulle forestille sig en god, sikker, tryg og oplevelsesrig togtur.

Klient fortæller om følgende markante forandringer efter behandlingen:

”I dagene efter behandlingen var jeg til fodbold i Parken; der skete ingenting i kroppen… Og jeg har ikke længere smerter i min venstre arm. Jeg har været på en festival, hvor der var en flaske, der sprang, og jeg reagerede slet ikke. Jeg har været i Venedig med min kæreste, og er slet ikke alert som tidligere. Nu skal min kæreste bare vænne sig til, at han ikke længere skal gå og passe på mig og støtte mig.”