Idégrundlag

I mit arbejde tager jeg udgangspunkt i:

  • at møde mennesker, grupper og organisationer ligeværdigt og respektfuldt

  • at tage udgangspunkt i menneskets, gruppens, organisationens aktuelle ståsted, behov og udfordringer – og herudfra bidrage med en tilpas forstyrrelse

  • at afdække muligheder, drømme og håb i oplevelserne af problemer og fastlåsende begrænsninger

  • løbende at evaluere og udvikle min egen praksis

 

Teoretisk er jeg forankret i neuropsykologisk viden om nervesystemet samt systemisk og narrativ teori.

Det betyder, at jeg i mine analyser og forståelse af det enkelte menneskes mistrivsel forstår det via neuropsykologiske “briller”. Jeg lytter efter hvordan traumer og hverdagsbelastninger påvirker vores nervesystem og dermed vores mulige måder at være i verden på. Disse belastninger kan reguleres og behandles. Teoretisk og metodisk er dette arbejde i forandret i SE (Somatic Experiencing) og NARM (Neuro Affectiv Relational Model).

Derudover tager mine analyser og interventioner udgangspunkt i mennesket, gruppen, organisationen som et system, der konstant relaterer sig til andre systemer. Disse systemer er påvirkelige og foranderlige, enten via indre eller ydre påvirkninger. For vi eksisterer i og udvikler os i relationer, hvor vi gensidigt påvirker og bliver påvirket af hinanden. Denne psykologiske forståelse gør det vanskeligt at tale om, hvad der startede det, eller hvem der er skyld i problemerne, da der altid ligger hændelser og begivenheder lige før. Se figur.

I forlængelse heraf er mit forhold til udvikling og forandring, at:

Vi kan ikke forandre andre,
vi kan kun forandre os selv.

Så når vi oplever noget som ukonstruktivt, ubehageligt eller uønskeligt, må vi tage udgangspunkt i os selv for at forsøge at forandre tilstanden. Derfor får det, jeg vælger at fokusere på, gøre, tænke og sige betydning for mit samspil med mig selv og med andre.

 

idegrundlag