Sakset fra interview i Fit Living – http://www.fitliving.dk/sund-og-slank/sund-livstil/peter-lund-madsen-lyst-til-sodt-det-er-hjernen-der-driller-/

Kender du det, at din hjerne ikke rigtig kan konkludere? At tankerne ikke vil samle sig, men myldrer ud i forskellige retninger i stedet for at blive, hvor de skal, rette ind og løse de opgaver, der presser sig på. Det føles, som om din hjerne er fuldstændig overloadet, og hvis du skal forholde dig til én ting mere, så ryger strømmen, og skærmen går i sort…
Peter Lund Madsen er psykiater, foredragsholder og forfatter, og ved virkelig meget om hjernen. Han ved også, hvad den følelse i hovedet er udtryk for:
– Din hjerne er træt. Udmattet. Der er nogle fysiske processer i hjernen, som har kørt for længe, og nu kan den ikke arbejde ordentligt. Hjernen har brug for restitution. Fuldstændig som når du har gået 50 kilometer, og din krop har brug for at hvile sig. Din hjerne skal slappe af.
– Problemet er bare, at vi ikke kan styre vores tanker. Lægger vi os ned, får kroppen en pause. Men tankerne kan stadig løbe af sted, for det er langt sværere at få hjernen til at slappe af på kommando. Søvnen er ét af de steder, hvor hjernen får den pause – men desværre er søvnen også noget af det første, desværre er søvnen også noget af det første, der ryger, når vi er stressede. Når vi går ned med stress, er det en kombination af for mange bekymringer i for lang tid – og at hjernen er blevet træt.
– Hvordan undgår man at komme dertil?
– Med pauser, hvor hjernen kan lave noget andet. Hvor den ikke skal fokusere. Og med pauser mener jeg ikke at scrolle på din iPhone, læse internetaviser og være på facebook – men at glo ud i luften.

– Læg den smartphone fra dig! Lav absolut ingenting. Eller lav noget fysisk. Vi har hele tiden alle de her tilbud om adspredelse, hvor hjernen forholder sig til informationer, som ikke er vigtige: Hvordan går det med Kevin Magnusson og hvad med Helle Thorning? Din hjerne skaber ikke noget produktivt, der kan give dig en tilfredshed, men den slapper faktisk heller ikke af.

– Hvor mange og hvor lange pauser har vores hjerne brug for?
– Det er individuelt. Du kan selv mærke, når du får sværere ved at samle dig. Dét er et signal. Det er en træningssag, om du er i stand til at give dig selv de pauser, som din hjerne har brug for, eller om du skal have et sammenbrud. Men du kan ikke smutte uden om perioder med stress og stort pres, dem har vi indimellem i et normalt liv. Sådan ér det! Og det kan godt være, at du
kommer for langt ud – men så tag erfaringen med dig. Husk, hvordan det føltes, hvor din grænse er, og tag det i opløbet næste gang.
– Hvordan?
– Ved at stoppe. Melde fra. Udsætte en deadline. Aflyse en opgave, et arrangement. Jorden går ikke under. Reelt er der ikke noget, der arbejdsmæssigt er så vigtigt, at du ikke kan sige „nej tak” eller „vi må lige udskyde det lidt” – hvis prisen er sammenbrud. Og når du ikke kan, fordi din hjerne og din krop ikke kan, så kan du jo ikke.